Om projektet
I et af de mange gårdrum i det nye kvarter Nordhavn, ved Dover Passage, mødes du af en rødbrun, flot teglklinketrappe, som leder dig ind i dette fine landskabsprojekt. På hver side af indgangen tændes et behageligt LED-lys i de fastmonterede egetræs-håndlister.
Gården føles som en oase, hvor det travle pulserende københavnske liv fortsætter udenfor. Den rødbrune farve fra murstenene på facaden fortsættes i gårdrummets klinkebelægning og giver et stilrent udtryk. Gårdrummet er etableret ovenpå parkeringskælderen og fungerer som en taghave. Der skulle tages hensyn til en del særlige forhold, og det har krævet stor nøjagtighed i udførelsen for at få gårdrummets funktion og udseende til at fungere. Opbygningen er udført med enkadrain under belægningerne og vandreservoir under beplantning.
Et af projektets mere iøjnefaldende dele, er de flotte og markante plantekasser og støttemure i stål, der er monteret på udvalgte steder i gårdrummet. Støttemurene har en godstykkelse på 12 mm og varierer i højden - helt op til 1600 mm. De danner sammen med den varierede beplantning små hyggelige kroge, som indbyder til fællesskab.
Planterne blev nøje udvalgt for at harmonere med stålet og klinkerne. Vinca minor ”Alba” blev plantet langs yderkanten af de hævede bed for at kunne begrønne stålkasserne. Den flotte solitære busk Amelanchier Laevis bidrager positivt til farvespillet med de hvide blomster i maj og juni samt de rødorange blade i efteråret.